Familiegrupper og forløb for familier, der er ramt af en hjerneskade

En hjerneskade rammer hele familien. Alle, store som små, kan blive påvirket, når man selv eller et menneske man elsker og er forbundet med, rammes af en skade i hjernen.

Følgerne efter en hjerneskade kan være mange og forskellige, alt efter hvem, der rammes og hvor skaden er placeret. Uanset om det er fysiske følger, hjernetræthed, nedsat overblik eller ændring i personlighed, vil det påvirke jeres familie, måden I er sammen på, samt de roller, der indtil nu har været selvfølgelige og veldefinerede.

I må derfor genfinde jeres vej – finde ud af, hvad er vigtigt for jer, og hvordan I hjælper og passer på hinanden.

At gøre det på egen hånd kan være svært, men jeg kan støtte jer på vejen med at invitere jer i en gratis familiegruppe eller tilbyde jer et individuelt familieforløb med egenbetaling.

Gratis tilbud for familier

Hjernesagen Østjylland har, via fonde, skabt mulighed for at tilbyde familier støtte gennem familiesamtaler og fællesskab med ligesindede.

Forløbet består af 6 individuelle samtaler og 3 fællesmøder for de ti par/familier, der deltager i forløbet. 

Som opstart vil jeg kontakte jer på telefon eller online. I denne samtale vil vi sammen drøfte jeres ønsker, behov og forventninger til deltagelsen. Og vi vil aftale tidspunktet for vores første møde.

I vil blive tilbudt 6 samtaler, hvor vi taler om, det der er vigtigt for jer. Vi vil sammen tale om hjerneskadens konsekvenser for jeres liv, og I vil få værktøjer til at øge omsorgen for jer selv og hinanden og redskaber til at skabe den hverdag, I ønsker.

Samtalerne afholdes i jeres hjem.

I inviteres til tre eftermiddage à 2½ time, hvor alle 10 par/familier, der deltager i forløbet, mødes til samvær, fælles aktivitet og oplæg med fokus på vidensdeling, erfaringsudveksling. Her vil I også vil få mulighed for netværksdannelser.

Familiegruppen efterår 2026 – fuldt booket

Familieaftener er planlagt til den 26/8, 21/10 og 9/12  2026 kl. 16.30 – 19.00

Alle familieaftener afholdes på CAUL, Nørrebrogade 38A, 8700 Horsens.

For yderligere oplysninger og tilmelding er I velkommen til at ringe eller skrive til mig.

Jeg ser frem til at høre fra jer og glæder mig til at møde jer.

Familiesamtale/forløb med egenbetaling

Oplever I, i jeres familie, forandringer i måden at være sammen på, og ønsker I at styrke jeres fællesskab, så er en samtale eller et forløb for jer.

Med en samtale eller et forløb får I mulighed for

  • At skabe jeres nye hverdag og liv efter de behov og muligheder, I har nu
  • At få forståelse og redskaber, der gør det lettere at hjælpe og drage omsorg for jer selv og hinanden
  • Sammen at finde farbare veje, der tager udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for jer nu

Samtaler og forløb er individuelt tilrettelagt i samarbejde med jer og tager udgangspunkt i, hvad I oplever er udfordrende i hverdagen.

En samtale koster 1.700,- kr. inkl. moms

Jeg tilbyder forløb med seks samtaler over tre måneder og en opfølgende samtale efter seks måneder.

Et forløb koster 10.000,- kr. inkl. moms. – betaling kan ske i rater efter aftale

Er I  usikre på, om et forløb er noget for jeres familie, tilbyder jeg den første samtale i forløbet til 1700 kr. inkl. moms.  Beløbet fratrækkes i prisen ved køb af det fulde forløb.

Der faktureres kørsel efter statens takster, som i 2026 er:

kr. 3,94 ekskl. moms pr/km fra Stavtrup, 8260 Viby J

Se videoen,​ hvor Sus og Søren fortæller om, hvordan et forløb har hjulpet dem på vej

Se videoen,​ hvor Mathias og Gitte fortæller om, hvordan fælles viden og forståelse af hjernetræthed har hjulpet dem på vej

"Da Lonnie blev ramt af en hjerneblødning, blev vi som par og familie også ramt og skubbet ud af kurs. Sarah kom med en kompetent og nærværende faglig viden, til både fælles og personlig sparring, og hjalp os med, at få vores hverdag, familie og parforhold på rette kurs igen. Det har været en kæmpe fornøjelse at møde Sarah, og vi kan kun på det varmeste anbefale hende til par, hvor hjerneskaden flytter ind, fordi hun har stor viden og erfaring på netop dette felt."
Lonnie og Uffe​