Velkommen – kære familie, hvis liv er ramt og forandret
En hjerneskade er uventet og livsændrende, og påvirker hele familien.
Hvert år indlægges omkring 26.000 voksne med en hjerneskade i Danmark og flere hundrede tusinde lever med følgerne efter skaden. Disse følger kan være mangeartede – fysiske, psykiske og sociale – og de påvirker både den enkelte og de nære relationer.
Når livet pludselig ændrer sig, kan roller, identitet og fællesskaber blive udfordret for alle i familien.
Med over 25 års erfaring inden for neurorehabilitering – fra blandt andet Hammel Neurocenter, Favrskov Hjerneteam og Neuropædagogisk Team i Aarhus Kommune – har jeg fået indsigt i både den tidlige rehabilitering og de udfordringer, der kan opstå, når livet efterfølgende skal leves med hjerneskade.
Forskningen viser, at familien bør være en central del af rehabiliteringen og at langvarige vanskeligheder kan forekomme, hvis familien ikke for den nødvendige støtte.
I mit arbejdsliv har jeg mødt mange familier, som efter en hjerneskade har ramt dem, oplever samliv og hverdagsliv forandret i en grad, så de har brug for støtte.
Derfor valgte jeg at opsige min stilling i 2022 for i samarbejde med interesseorganisationer, fonde og kommuner at tilbyde gratis hjælp og støtte via børnegrupper, familiegrupper, pårørendegrupper, foredrag og workshops.
Kontakt mig gerne på 28 72 82 26
"Jeg er far til en søn på 37 år, der for 5 år siden fik en alvorlig hjerneskade efter et hjertestop. 5 år fra alvorlig krise til "det går vist ok", også alt det i mellem. Jeg har været så heldig, at jeg har deltaget i flere kurser for pårørende i Hjerneskadeforeningen i Aarhus. Det er en fantastisk mulighed, at mødes med andre pårørende. Kurserne ledes af Sarah Kjær, neuropædagogisk familieterapeut. Jeg har sideløbende med dette købt mig til private forløb med Sarah Kjær, og hun har vist sig at være det helt rigtige tilbud til mig. Med stor erfaring og empati har hun hjulpet mig med at navigere i alt det kaos og uforudsigelige, der kommer ind i ens liv, når man pludselig får en hjerneskadet i familien. Jeg har i flere år ledt efter det rette for mig, og jeg kan kun på det varmeste anbefale Sarah. Alle med en hjerneskade i familien burde have denne mulighed"
Jens Torup Hansen
Far til søn ramt af en hjerneskade
